Søg
  • Gittemay Svensson

Matematik var ikke min spidskompetence, da jeg gik i skole. Jeg var heller ikke særlig glad for det. Dengang. Altså lige bortset fra ét emne. Geometri. Lige så lidt som jeg brød mig om matematik som fag, lige så glad var jeg for emnet 'geometri'. Jeg elskede det.

En helt ny verden åbnede sig. En verden af mønstre og former...udi det uendelige.

Den glæde har jeg stadig - og det er formentlig også derfor, jeg begyndte at lave mandalaer i sin tid.

Der er mønstre overalt. Eller: jeg ser dem overalt. Og ét af de steder, mine øjne har fundet en særlig stor glæde, er når jeg kigger på islamisk dekorationskunst. Jeg ser kun mageløs skønhed, når jeg kigger på de fantastiske dekorationer, jeg har set i moskèer, på huse og andre steder. Det fylder mig med ærefrygt, når jeg tænker på det store arbejde og den umage, der ligger bag.

Well. Så langt, så godt. Nu har jeg besluttet mig for, at jeg vil lære at lave islamiske mønstre.

Og har nu betrådt ´de 1000 stregers land´:-).

Udstyret med passer, lineal og en blyant - og en rasende god bog af Eric Broug om emnet - gik jeg igang.

Masser af streger. Det tog sin tid, før jeg kunne begynde at tegne de rigtige streger op med en sort tusch og derefter viske resten ud...og vupti. Som ved et trylleslag stod mønstret der.

Nu sidder jeg med det færdige arbejde. Om muligt med endnu større respekt for det arbejde, der ligger bag alle de fantastisk dekorationer, jeg har set på rejser til lande, hvor de bliver brugt.

Jeg er betaget af processen. Og ganske tilfreds med resultatet og det faktum, at det blev til i første forsøg...og på finurlig vis uden fejl :-)


  • Gittemay Svensson

Det er en flyvsk størrelse...den der inspiration.

Idag havde jeg store planer om at gå i værkstedet...og vågnede op...fuldstændig idéforladt. Ingen inspiration overhovedet. Bare blank.

Her kunne jeg godt mistænke, at det handlede om noget med planlægning. At jeg havde planlagt at gå i værkstedet - i stedet for bare at gå derind.

Nogle gange laver hjernen sådan en omgang mind-crap - min gør.

Kort sagt - hvis jeg planlægger værkstedsdage, går der lynhurtigt præstations-fnidder i det.

Måske blev det godt hjulpet på vej af den mandala, der er igang - og som jeg er kommet lidt (meget) skævt ind på. Den lå der på skrivebordet - og jeg magter dårligt nok at kigge på den :-).

Jeg vendte den om - og gik lidt udenfor og skumlede over tingenes tilstand. Endelig en dag i værkstedet - og så skal det gå sådan. Øv.

Jeg overvejede at 'fremmane' noget. Sådan noget med semi-tvang. Det kommer der sjældent noget godt ud af, så det gik jeg hurtigt fra igen. Alt imens denne her uinspirerede stemning bredte sig - nu var der faktisk overhovedet ikke noget, jeg gad lave i det værksted. Faktisk slet ingenting i det hele taget. Måske jeg bare skulle sidde og glo ud i luften hele dagen - who cares...jeg har ferie :-).

Ud i haven. Der gik jeg nogle runder omkring mig selv og bedene - og så lige pludselig, mens jeg stod der på plænen, kom noget flyvende...det fineste klare billede af en ganske vidunderlig mandala. Og der kunne man så se mig halvt løbende ind på værkstedet - for det skulle kradses ned på noget NU. Ellers ville det formentlig forsvinde lige så hurtigt, som det kom.

Og så var jeg igang :-).

Jeg bliver dybt forundret - og taknemmelig - hver gang, det sker. Hver gang jeg er heldig nok til at gribe det, der lige fløj forbi. Der er sikkert mange måder at opleve det på. Der er sikkert lige så mange måder at 'gennemtrumfe' inspiration på. Personlig holder jeg mest af den 'flyvske variant'. Den passer ligesom ret godt til mit temperament.

Det er svært at se, hvad der lige foregår på det billede. Dårligt lys sammen med tegning på sort er bare en dårlig kombi :-). Jeg har bare totalt 'hurra'-følelse over, at den nåede at ramme papiret nogenlunde intakt :-).

Farvelægningen - den kan jeg næsten ikke vente på. Jeg fik nogle voldsomt lækre farver i fødselsdagsgave for nylig...og jeg er SÅ solgt. Kæft de er smukke! Og fantastiske at arbejde med. Og fulde af glimmer og sager - det er jo metallic- og perlemorsfarver, som jeg bare har sådan en hang til :-). Uh, det bliver godt :-)

Hav en dejlig dag derude.


18 visningerSkriv en kommentar
  • Gittemay Svensson

Stilhed. Elsket af nogle, afskyet af andre.

Jeg elsker stilhed. Faktisk så meget, at vi er flyttet ud i den. Den og naturen.

Her er så stille, at man næsten kan høre græsset gro. Man kan høre fuglenes vingeslag, når de flyver forbi. Træernes susen og bladenes raslen.

Det er ubeskriveligt dejligt.

Der er så ufattelig meget støj og uro i verden. Vi går nærmest rundt i et lydinferno på daglig basis.

Det kan være svært at få ørenlyd, at høre sig selv.

Man skal forholde sig til alt muligt hele tiden.

For mig er det at være i stilhed blevet det samme som at passe på mig selv.

For i stilheden kan jeg høre og mærke mig selv. Jeg kan lade sindet hvile og slappe af...og på den måde finde ud af at navigere i mig selv og verden. For når sindet slapper af, kan jeg rent faktisk høre, hvad jeg selv tænker og føler om mig selv. Så kan jeg finde ud af, om mine tanker og følelser er mine egne - eller bare nogle, jeg har samlet op i en tro om, at det er mine. Fordi de 'jo lyder og/eller mærkes meget rigtige'.

Stllhed er ikke det samme som stilstand.

Der sker ret meget i stilheden. Men eftersom det primært sker på de indre linier, er det hverken særligt støjende eller synligt...udadtil. Der kan være rigtig meget larm indeni - og for at finde hoved og hale i nogetsomhelst kræver det ro og stilhed. Og måske lidt mod.

For nogle gange har vi brugt så meget tid på at undlade at stille os selv de spørgsmål, som giver de svar, vi helst ikke vil høre.

Derfor mod.

Mod til at høre sin indre stemme - og de svar, vi ikke mener, vi har. For vi har dem altid - spørgsmålet er blot, om vi har lyst til at høre dem - og ro til at lytte efter.

I stilheden kan man opleve forskellen på at tænke tanker - og at modtage tanker. Det, som kan opleves som indskydelser, inspiration, fornemmelser.

Derfor elsker jeg at male. Blandt andet. Men at lave noget kreativt. Skabe noget. Om det så er et billede, et nyt blomsterbed eller en stak klude, er fuldstændig underordnet. Bare det 'virker' = skaber stilhed. For indimellem bliver jeg så træt af at høre min egen larm, at jeg bare skal lave noget, der skaber f.u.l.d.s.t.æ.n.d.i.g. stilhed indeni.

Og apropos stilhed. Der har været meget stille her på kanalen. Igen - ikke det samme som stilstand. Meget er sket - der har faktisk været ret meget 'gang i den'. Så meget, at det ikke er blevet til noget med at komme i (mit nye) værksted. Denne weekend har det så ændret sig, for jeg har nærmest boet derinde :-).

Første mandala i umindelige tider er gjort færdig. Det føles ret fedt. Jeg har ikke lavet nogle mandalaer i 1/2 år - og har været igennem mange og lange refleksioner omkring kreativitet i almindelighed og min kreativitet i særdeleshed. Helt derude, hvor alt blev sluppet - 'måske skulle jeg slet ikke lave flere mandalaer - eller male i det hele taget'. Måske måske måske. Jeg lod det flyde - uden at 'gå så meget i det'. Tanker kom og gik. Som de jo gør. Jeg forsøgte at lade være med at sætte en retning på - eller begynde at analysere for meget på og begynde at lave konklusioner på en masse, jeg ikke vidste. For hvad ved vi lige? Sådan når alting hvirvler rundt. Ingenting. Kunsten for mig er at lade det blive ved...ingenting. I tillid til at tingene nok skal åbenbare sig - hvis jeg giver lov :-).

Og nu sidder jeg så her. Med en ny mandala - og hovedet fyldt med masser af idéer.

God søndag derude :-)


16 visningerSkriv en kommentar

© 2023 by The Painter. Proudly created with Wix.com

  • Twitter Metallic
  • s-facebook